Byggeteknisk gennemgang / tilstandsvurdering
Hvad er en byggeteknisk gennemgang?
En byggeteknisk gennemgang er en gennemgang som udføres af en bygningssagkyndig på samme måde som en almindelig tilstandsrapport.
En byggeteknisk gennemgang er en god rapport at have når du skal sælge en ejendom som ikke er underlagt huseftersynsordningen. Samtidig er det også en vigtig rapport for købere, som ønsker at få overblik over bygningens fysiske tilstand inden den store beslutning om et køb træffes.
Ejendom, hvor der ikke kan udarbejdes en tilstandsrapport er:
- Landbrugsbygninger med landbrugspligt
- Større etageejendomme
- Andelsbolig
Hvordan foregår det?
Dansk Ejendomseftersyn skal ud at besigtige ejendommen. Inden besøget indhenter vi Bl.a. BBR-oplysninger og evt. beskrivelse af ejendommen (hvis dette er tilgængelig).
Inden besigtigelsen skal sælger udfylde et sælgeroplysningsskema. (de samme spørgsmål som til en tilstandsrapport). Skemaet indeholder spørgsmål om nuværende- og tidligere forhold omkring ejendommen.
Derudover skal sælger fremlægge byggetegninger (plan, snit og facadetegninger) så vidt det er muligt.
Den bygningssagkyndige foretager derefter en visuel gennemgang af huset. Der vurderes og registreres forhold som umiddelbart kan ses. Eftersynet foretages uden destruktive indgreb i bygningen. Den bygningssagkyndige bruger enkelte hjælpemidler, men fjerner ikke gulvtæpper, møbler osv.
Der kan derfor være skader som den bygningssagkyndige ikke har mulighed for at opdage, og som ikke er registreret i den byggetekniske rapport.
Under gennemgangen af ejendommen vurderes hver enkelt skade eller risiko for skade og den bygningssagkyndige giver hver enkelt del en karakter. Karakteren viser, hvilken betydning skaden har for den enkelte bygningsdel og/eller andre bygningsdele.
Der anvendes et karaktersystem med seks karakter. Karaktererne er alene byggetekniske vurderinger. De siger intet om prisen for udbedring af eventuelle skader.