Rådgivning om forsikringstvist
Hvis du får afslag fra dit forsikringsselskab
Hvis du efter overtagelsen af huset har fundet skader, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten, skal skaderne – alt efter skadens art – anmeldes til ejerskifteforsikringen eller bygningsforsikringen.
I mange tilfælde gives herefter afslag på forsikringsdækningen, og forsikringsselskabets begrundelse kan opfattes som enten uklar eller være direkte forkert. Derved kan du også blive snydt for mange penge hvis ikke du holder på din ret.
En byggeteknisk gennemgang klarlægger og vurderer skaden og hjælper med at sikre dækning fra forsikringsselskabet, såfremt der er baggrund for det.
Fremgangsmåde ved forsikringstvist
Den bygningssagkyndige besigtiger skaden og udfærdiger en rapport som kortlægger sagen, anslår omkostninger til udbedring og giver forslag til hvordan man kommer videre med sagen.
Byggeteknisk rapport
I rapporten tilkendegives det om der efter den bygningssagkyndiges erfaring og opfattelse er baggrund for en fornyet henvendelse til forsikringsselskabet, eventuelt med et møde med selskabets taksator.
Hvis der ikke er basis for en henvendelse til forsikringsselskabet, vil den bygningssagkyndige komme med en vurdering af, om en advokat opfølgning kan medføre en erstatning, og om det kan betale sig i forhold til bl.a. selvrisikoen og hvad der er nævnt i tilstandsrapporten.
Juridisk vurdering
Såfremt den bygningssagkyndige vurderer det, kan sagen blive sendt til en advokat med speciale i ejerskifteforsikringer. Advokaten gennemgår sagen og melder hurtigt tilbage, om der er basis for et krav mod forsikringsselskabet.
Rets skridt
Hvis forsikringsselskabet fortsat ikke vil dække skaden, besluttes det sammen med advokaten, om en retssag skal anlægges ved domstolene.
Det første skridt efter retssagen er anlagt, vil normalt være, at der udmeldes et retsligt syn og skøn. Når syns- og skønserklæringen foreligger, kan sagen i nogle tilfælde sluttes med en forligsmæssig aftale om erstatning. Ellers vil det være nødvendigt at gennemføre en egentlig retssag for at opnå en dom.